Rejsen som selvstændig, År 1.

Skiftet fra at være en erfaren, god lønmodtager med rigeligt arbejde,- til at være selvstændig, – er stort, spændende, træls, sjovt, hårdt, ensomt og lærerigt. Det er et skift til et fundamentalt anderledes liv, i stort og i småt. Det er et helt andet landskab at rejse i.

Alene springet fra at kende månedslønnen til usikkerheden om hvad og hvornår, der kommer noget på kontoen igen, er ikke for sarte sjæle. Ingen kantine eller betalte spisepauser, ingen kolleger i kontoret ved siden af og slut med feriepenge og automatiske lønstigninger.

Rutinen mandag til fredag i arbejde, og fredag til søndag fri blev brudt. For mig betød det, at jeg i mange måneder aldrig rigtig havde styr på, hvad dag det var. Det gav en del brudte og aflyste private aftaler. Dem har der været mange af,- også hver gang der kom en arbejdsopgave,- så blev aftaler med venner aflyst. Det er dyrt at afvise kunder,- men det kræver også forståelse hos venner og familie, for de valg jeg træffer.

Efter et stykke tid fik jeg følelsen af aldrig at have helt fri,- arbejdet bredte sig over hele ugen, for der er altid noget ekstra jeg kan gøre, for at få kunder eller for at blive bedre, og ikke mindst for at udvikle nyt. Så jeg indførte “fridage” i kalenderen, og det var godt. Men jeg tager altid telefonen, jeg tjekker altid mine mails og der ligger altid nye ideer og rumler i baghovedet.

Min arbejds-identitet, som den, der ved “alting” og er meget erfaren, ændrede sig. Det er interessant at være erfaren og ny på samme tid. Jeg har været vant til, at “alle” ved hvem jeg er, og hvad jeg kan. Men “alle” er jo i konteksten: min tidligere ansættelse, -så nu skal jeg overbevise mange andre om, hvad jeg har at tilbyde. Det er uvant,- og meget lærerigt.

Når jeg optræder på steder, hvor jeg er i min vante rolle: ekspert på professionelle samtaler, stresshåndtering, kriser, forebyggelse af stress, psykisk arbejdsmiljø og forebyggelse af konflikter, kan jeg mærke lettelsen af at være i det kendte i hele kroppen. Mens nye veje og nye roller giver mere uro,- også for en underviser i meditation og mindfulness.

Jeg må sige, at også et helt andet område har kunnet give uro. Det kom bag på mig, at jeg i den grad har været afhængig af, at have en IT-afdeling at trække på,- hold da nu op, hvor har jeg mange gange savnet mine gamle IT-kyndige kolleger. Vid, at sidder du på et job, hvor du bare kan ringe til nogen, der kommer og hjælper dig i løbet af samme dag,- så er du priviligeret!

Det har været hårdt arbejde, at lære at håndtere hjemmesidens dashboard, et regnskabsprogram, GoogleAdd og mange andre opgaver. Listen er lang, frustrationerne har været store, og det har været stort – og dejligt – hver gang jeg lærte noget nyt.

Regnskaber, moms og skat havde jeg så til gengæld ikke grund til at være bekymret for. SKAT er hjælpsomme. Invitationerne til webinars om moms og beskatning kom med det samme, de er informative og pædagogiske. Og man kan faktisk altid ringe og få hjælp.

Det meget dejlige, og helt afgørende, er, at der er tid til at udvikle og arbejde med nye tiltag. Der er ikke en masse daglig drift, der først skal klares, før der kan tænkes og udvikles arbejdsområder. Gode “konkulleger” (konkurrenter og kolleger på samme tid) har været fantastiske sparringspartnere, og der er fløjet mange nye ideer gennem luften,- nogle af dem er stadig på tegnebrættet, nogle er ved at manifestere sig,-og andre blev sat igang med det samme. Morgenmeditationer på Stationen.Co på Sorø Station var en vild ide, der blev grebet i luften og så var vi igang!

Jeg er glad for alle de erfaringer, jeg har gjort mig. Jeg er glad for at jeg sprang ind i et nyt livs-afsnit. Jeg gjorde det jo fordi jeg måtte gøre det. Jeg havde tænkt over det længe,- flere år faktisk. Jeg havde en stor lyst til at arbejde anderledes og til at have et andet fokus, end mit job havde. Det er en god følelse af selv at sidde ved roret i mit (arbejds)liv. Det er hårdt arbejde, det er inspirerende og godt, og jeg arbejder med det jeg brænder for. Det er dejligt.

Godt nytår til alle Jer, jeg mødte på rejsen og til alle Jer, jeg kommer til at møde.

Tak for 2018,- det har været spændende.